Planlægning, møder og synergi der batter!

Vinteren havde ikke lagt sig væk, da jeg fik besøg af lærere Anette Sørensen og Jens Christian Pedersen. Det var februar og koldt, men stemning i stuen var varm og glad. "I kan ikke regne med mig", sagde jeg med det samme, "Men jeg vil gerne hjælpe så meget jeg kan, for jeg brander for idéen om at give børnene adgang til bøger og fortællinger..."

I 2012 var jeg offer for en læge fejl som har kostet mit job og en del af min helbred. Jeg er stadig ikke erklæret rask, og det skønnes at der vil tage endnu et par år, inden jeg er det. Så jeg ville ikke bare sige at folk kan regne med mig, for det kan de ikke. Jeg ved jo aldrig helt hvordan jeg har det i morgen. Den forståelse og åbenhed som jeg blev mødt med, var afgørende for at jeg overhoved kunne turde at indgå i samarbejdet.

Efter vi indgik en aftale om det, snakkede vi løst og fast om projektet. Jeg skrev nogle ord på papir og så var tiden gået. Vi nåede at lave en  brainstorm over temaer "Bølger i hverdagen", men der manglede en struktur, en fremgangs mode og en plan...

Brainstorm over temaet

Til min store overraskelse tog det mig næsten to uger at skrive de syv sider, som jeg ville præsentere lærere til vores næste møde i april. Jeg har jo altid været god til at skrive, men trætheden og besvær ved koncentrationen var simpelhen overvældende til tider. Derfor skulle jeg hvile mig meget og ofte... Det tog tid.

Men da april kom, var jeg bare så glad for at kunne give mit bud på, hvordan det hele kunne forløbe. Jeg var spændt, fordi samarbejdet er altid en udfordring, især når man ikke kender hinanden så godt. Mon de havde andre planer? Andre ønsker? Eller var det ok, at jeg tog initiativet til at skrive det på den måde? Jeg har jo mærket hvordan min ikke-dansk og entusiastiske fremtoning kan misforstås og tolkes som en slags overvældende traktor...

Jeg glemmer nok aldrig Anettes og Jens Christians ansigt da jeg havde gennemgået de syv sider med dem. Det lyste ud af deres øjne! Og de var så glade for idéerne, at de valgte at bruge det projekt som jeg foreslå!

Projektbeskrivelsens syv sider

Jeg havde endda taget noget af min egen stof maling, så vi kunne prøve at arbejde lidt med det. Jeg ville meget gerne have noget gennemsigtighed i billederne, og det kan man ikke få så godt med akryl maling. Det var faktisk ret sjov at lege sammen med dem og mine blandede farver! :-)

Da jeg tog hjem, følte jeg igen, at det her nok skulle lykkes. I det mindst kunne jeg give idéer, og så måtte vi vente og se hvordan tingene ville udvikle sig til, når vi kom dertil. "Hver dag har nok i sin bekymring", står der i Bibelen. Kloge ord.


Kort efter vores møde, skete det uventede: der blev "lock out" i alle Danmarks skoler. Tiden træk ud, men det var nok sådan som det skulle gå, tænkte jeg. Lige som jeg overvejede at kontakte Anette igen, kom der en e-mail fra hende. Projektbeskrivelsen blev sendt til Ikast-Brande Bibliotek, og de ville gerne give noget penge til materiale. Yubiii!!!!!

Ved sommerferiens afslutning, mødtes vi igen i Klovborg Friskole. Anette og Jens Christian kunne fortælle at der var en lille ændring i planen: vi fik et andet rum, lige ved siden af de mindste klasses lokale. Og så fik vi for alvor gang i tomstok og målebånd. Der var sådan en positiv stemning og vi kunne mærke hvordan vores energier supplerede og berigede hinandens idéer. Da mødet var færdig, havde vi en grund plan over den kommende skolebibliotek, og klare retslinjer til hvor store baner skulle være og hvad der skulle tages hensyn til. Projekten var ved at tage ordentlig form og jeg kunne ikke få armene ned!

Da jeg kom hjem gav jeg mig til at beregne hvor meget stof og hvor meget maling vi skulle bruge: vi skulle male mere end 32 kvadret meter i op til flere lag!!! Det lod voldsom, men det er det kunstnere kan: vi bliver ved. For så længe vi brænder for det, så er det altid overskueligt. Der findes ikke problemer. Kun løsninger som venter på at blive til! Og nu, i bagklogskabets lys, er jeg glad for at jeg ikke var bevidst over projektets omfang...

Bølgen ruller videre...

En uge efter jeg traf Anette, kom jeg på besøg på skolen. Jeg skulle se deres børnebibliotek. Anette ønskede at jeg skulle hjælpe dem med at indrette og udsmykke det, så det kunne være mere indbydende til fordybbelsen og ro til læsning.

Da hun åbnede døren, blev jeg mødt af en stærk indelukket luft - rummet var lille, overfyldte reoler bredte sig i alle retninger og smalle gange samt stakke af bøger på gulv, vindueskarmen og bordet fortalte om et desperat behov for forbedring.

Faktisk var jeg chokeret. Jeg troede ikke at en skole bibliotek i Danmark kunne se sådan ud. Men desværre er friskoler ikke ind i de store puljer og derfor er ressourcerne begrænsede. Jeg forstod godt hvorfor Anette ville så meget gerne gør noget ved det. Hun har nemlig ansvar for de mindste klasser, hvor læse vaner starter.

Det rørte mit hjerte. Jeg voksede op i Brasilien, hvor kriminaliteten er så stort, at børnene leger ikke ud på gaden. Derfor meget af min fritid gik med at læse alt hvad jeg kunne få i hænderne. Bøger spillede en stor rolle i min opvækst og jeg er dybt taknemlig for alle de biblioteker som kunne låne mig bøger igennem årene.

Så jeg synes det var trist at børnene i Klovborg ikke kunne nyde den samme glæde jeg oplevede. Fra det øjeblik bestemte jeg mig til, at jeg ville gerne yde en indsats for at hjælpe dem at få en mere inspirerende rum.

Det gik flere måneder før jeg hørte fra Anette igen, efter jeg fortalte hende om mine første indtryk af deres overfyldte lokale de kaldte "bibliotek". Men så havde hun også gode nyheder. Anette havde snakkede med skolebestyrelsen, og de besluttede sig til at bruge et større rum til at lave en 'læse rum', altså en moderne version af en bibliotek. Hun forklarede mig, at bøgerne i sin vante form er ved at udgå. Alt er nu elektronisk, og alle børn har jo en tablet, hvor de kan læse alle bøger de ønsker sig. Men de mangler stadig den hygge, inspiration og ro, hvor de kan give sig til eventyrene. Og det bliver så, det nye bibliotek: et rum hvor den gode fortælling udspringer, hvor der er plads til fordybelse, undren og læring.

Og der var en ting til: Ikast Kommunen havde et projekt, "Bølger i Hverdagen", hvor Ikast Bibliotekerne deltager, ved at tilbyde hjælp til skoler som gerne vil indrette og udsmykke deres egne biblioteker under temaet "Bølger i hverdagen" i alle forstand.

Nu havde vi noget vi kunne gøre noget ved: vi havde et rum, og mulighed for økonomiske og faglig støtte hos Ikast Bibliotekerne. Så lavede jeg et udkast til et projekt, som Anette og Jens Kristian godkendte og sendte videre til Ikast Biblioteket.

Den første bølge

Det var sommer 2012. Min veninde Marie sendt mig en e-mail: "Der sker noget helt unik i Klovborg. Det er 'Kunsten i Bevægelse', hvor der er flere kunstner som laver deres kunstværk sammen med borgere. Kom og se det - der er en parade til afslutning på søndag, kl 16."

Ved første blik er Klovborg ikke andet en række huse som forstyrrer de farteglade biler mellem Nørre-Snede og Horsens. Det stråler ikke lige frem ud af at være en kulturel center - det er det hellere ikke, i klassiske forstand.

Hvad mon sker der?!? Jeg måtte hen og se... Men til min store skuffelse, da jeg kom til Klovborg den lørdag eftermiddag, var der ingen at se. Som sædvanligt. Mon Marie giver en kop kaffe, tænkte jeg og i samme ånd kørte ind bag hendes garage. "De gemmer sig nok et sted i skolen", siger hun. "Har du ikke kigget dér?". Nej. Det havde jeg ikke. "Kom i morgen. Det bliver rigtig spændende", lovede min veninde.

Dagen efter, var der 'gang' i Klovborg. Det var nok alle byens have traktor som mødte op i skolegården. De blev pyntet med pap, maling og en slags konge kravlede på én af vognende, og andre bar deres masker og figur i pap og karton. Paraden var klar til optoget.

De glade folk vandrede gennem hovedgaden op over til den lille torv, hvor et lys kunstværk skabt af en japansk kunstner skulle indvies. Glade udråb. Klap salver. Måske manglede der nogle rytmisk slagtøj, tænkte jeg... men nu er jeg jo også fra Brasilien...

Lige pludselig, mens jeg vandrede med flokken, så jeg en sød dame klædt i grønt, fra top til to. En  tørklæde samlede håret og fastgjorde nogle få blomster som pynt. Nederdelen var langt og samt med sjallen, virkede hun nærmest som en figur sprunget ud fra en skov i et eventyr. Hun smilede og spurgte mig: "Er det dig, som er kunstneren? Jeg har hørt noget om dig og tænkt om du ville gerne hjælpe os i skolen.".

Den søde dame med stille stemme og venlige øjne var Anette Sørensen, lærer ved Klovborg Friskole. Og sådan startede en samarbejde som udviklede sig helt fantastisk og med skønne overraskelse hen ad vejen.