Fra pisk til hav - del 1

I sommerferien kom Anette på besøg hos mig, hvor vi prøvede bla. håntryk teknik og snakkede om potentiale emner til motiver for de store baner. Hun fortalte, at hun ville gerne arbejde med Moses i faget Historie/Kristendom og om de sange hun kunne bruge med børnene. Det var en oplagt emne.

Min atelier, den 10. august. Her viste jeg Anette hvad jeg mente med bølgen...

Det er nok én af verdens mest dramatiske historie - om befrielse fra slavetider i et fremmed land, vandringen igennem ørken og ja, ikke mindst, deling af selve det Røde Hav! Der er bare så mange gode detaljer i historien. Vi snakkede bla. om Moses i siv kurven, og den forbindelse han havde allerede den gang med vandet. Det var vandet som var den befriende element - både i hans spæde liv og i hans alderdom...  For ham, og for hans folk... Der er også vand i evangeliet og dåben sker også med vand... Tankevækkende...

Da vi startede på projektet i skolen var det afgjort, at Moses skulle være med. Og jeg havde sat mig den opgave at forene i samme billed de to bindende episode: siv kurven og deling af den Røde Hav. Men jeg kunne bare ikke finde ud af hvordan i alverden jeg skulle gøre det.

Jeg læste historien i bibelen igen for at genopfriske min hukommelse og se om der var noget som kunne inspirere mig. Så læste jeg om englen. For der står, at da israelitterne vandrede igennem havet, fulgte Guds englen for at beskytte dem mod ægypterne. Den ville jeg bare have med! Ja, jeg ved det: hvordan i alverden skulle jeg finde plads til det hele i et billed?

Tja, det med at finde frem til kunstværket er noget af en mysterium. Med mig, sker det tit at jeg går i gang med det, og hvis jeg ikke lige har løsning fra starten, som det nu var sagen, så plejer det at komme undervejs. Det er processen som inspirere mig videre, og pludselig er den dér: den god idé! Man kan også sige at i processen er der den tid som er nødvendig, for at idéen kan modnes.

Mon min kat, Duchessa, kan hjælpe mig? Hun er altid inspirerende...

Så jeg holdt op med at bekymre mig over hvordan jeg skulle samle alle de forskellige elementer til et billed: baby Moses i siv kurven, deling af den Røde Hav og englen. I stedet valgte jeg, at stole på at svaret ville komme af sig selv. Og i mellem tiden, ville jeg gerne gør noget andet. Jeg ville gerne give børnene en fed oplevelse, brug de store arm bevægelse og det jordnær univers omkring os:

 Det var pisk-maling tid! 

Med Kirsten og eleverne fra 3. årgang, bar vi én af de store lærred, maling og redskaberne til en hytte i skolegården, som de kalder Multihus. Det regnede lidt og det var ikke lige frem varmt den dag. Så det var dejligt med et sted udendørs med et tag over hovedet!

På de smalle bord lagde jeg plastik, så de kunne bruges som en stor pallet. Neon farverne fristede de små øjne, og man må sige, at de unge var utrolige søde til at give hinanden plads og til at vente på sin tur. De var også temmelig engagerede og hyggede sig med opgaven...

Først brugte de tandbørsten og sien til at skabe en tynd regn af farver på læreden...

... og så brugte de grene fra buske i Klovborg... 

...samt korn fra høsten i år.

Det var skønt at se de forskellige måde at gå til opgaven på. Nogle piger var forsigtig, og tænkte godt på hvor de ville lægge deres aftryk - de havde en plan, måske?

Andre lod sig rive med stemning, og rent intuitivt fandt de en rytme i deres bevægelse og det blev til en leg.

En 'trømme spiller' i aktion... :-) 

Nu sker der noget... 

Hej, er de ikke Safri Duo?!?  :-)

De er i hvert fald gode til at arbejde sammen!

Og venskaber blev tydeligere i samarbejdet. Det var en skøn morgen, og efter halvanden time, så havde vi et meget kraftig billed, fyldt med al den energi, som børnene gav til den. Selve livets kraft!

Havets Kong Neptun

Havfruer er nu søde, og man kan hurtig fortabe sig i den lyserød univers. Men der er meget mere til havet. Der er også det lidt uhyggeligt. Gamle sunket skib, pirater som var ubarmihjertige og spøgelser i Bermuda Trianglen...

Jens Christian brændte for Kong Neptun. Så jeg valgte at bruge ham til at skabe en hel anden univers, langt fra yndighed og dagdrømmeri.

Om eftermiddagen, kunne jeg igen regne med de større pigers hjælp ved overhead projektøren. Og dagen efter kunne jeg så sætte nogle seje drenge på opgaven...

Denne gang, i stedet for at starte med baggrunden, begyndte vi med motivet. Og der var en god grund til det...

Jeg ville nemlig benytte mig af den gennemsigtighed som de tekstile farver har: ved at male de stærke neon farver først og så komme havets blå farver som et lag oven på, ville det se næsten uhyggeligt ud...

Her hjælper Ida, en af skolens større elever, med at overmale havet med blåt... Det var den første af de mange lag som kom senere...

Sådan ser billedet ud nu, efter at børnene malede den hvide streg rundt om Kong Neptun... Jeg håber jeg har tid til at arbejde lidt på den inden udstilling på torsdag, men nu må vi se! 

Havfruens drømme

Da jeg var lille, læste min mor "Den lille havfrue" til mig mange gange. Det var en flot udgave, med utrolige flotte tegninger og grafik, som havde teksten i to spalter: til venstre var det på Dansk, og til højre, på Portuguisisk.  Den var udgivet i et eller andet special anledning, fordi der var en afsnit efter historien, som fortalte om besøg fra de Brasiliansk autoriteter til den lille statue ved Langlinjen i København. Det var min ynglings historie, selv om det endte på en lidt trist måde.

Det jeg syntes var det mest spændende i historien, var selve starten. Der er den her nysgerrig ung havfrue som er nødt til at vente i 'evigheden', indtil hun fylder 15 og må så svømme til overfladen. Hendes undren og dagdrømmeri over hvad der fandtes ud over havets grænser var kernen af det hele. Hun forelskede sig i en verden som hun alene kendte, og som hun forestillede sig var verden på overfladen... Det var hendes fantasi evne som jeg elskede.

Og det er denne øjeblikke i historien jeg ville formidle til børnene. Så jeg tegnede den yndigste havfrue jeg var i stand til, og så blev det projekteret på én af de baner, så de større piger i skolen kunne male kontourene. Det var jo for stor en opgave til de hel små børn.

Dagen efter, vidste jeg de små børn hvad de skulle male, og der var jubel. Jeg skulle virkelig holde tungen i munden, fordi alle piger kom og spurgte mig det samme: "Må jeg male havfruen?", og jeg ville ikke love noget som jeg ikke kunne holde. Så jeg sagde bare at så mange som muligt ville kunne male lidt på hende...

Det første vi gjorde var at male baggrunden. Jeg havde nogle sjove skumgummi rulle i forskellige former. De var god at bruge til de store flade, og hvis man lige gav det en let håndled bevægelse, kunne man skabe bølge og strøm i vandet!

På den tredje dag, kom Jens Christian og så havfruen "Jeg er hel forelsket i hende!", sagde han i spøg! Jeg smilede - hvor var det skønt at min lille havfrue kunne gør så mange glade. "Det er godt, fordi det er det en havfrue skal kunne!", sagde jeg så. 

Jeg havde bestilt neon pigmenter i gul, rød, pink og grønt. Det var klogt, fordi det kan man bruge til havfruens hår, fandt børnene ud af! Og så havde jeg bestilt et perlemor medium, som kunne blandes med sort, så det blev til sølv, og nu kunne skel blive til, på rigtig fisk manér! 

Til aller sidst, blev der malet på havfruens armbånd. Det var prikket over i'et - eller over perlerne, kan vi sige! Der kom vi bare perlemor medium på den tørt malet lyse lilla, som vi valgte til perlerne... Og så var havfruen klar til at blive ved med at dagdrømme om sin vidunderlig verden...

 

Den første dag på skole

Jeg havde sagt til Anette og Jens Christian, at de ikke kunne regne med mig, og at jeg sandsynligvis ikke ville kunne komme forbi skolen mere end et par gange. Og så kunne den første være lige i starten, til at sætte godt gang i processen. Det var den 9. september 2013.

Da jeg kom i skolen, blev jeg varmt modtaget af børnene, som stod i en række ved tavlen, og hilste pænt "Goddag, og velkommen til Klovborg Friskole".

De havde hver en karton i hænder, hvor der var et bogstave, så til sidste stod der 'Velkommen'. Efter denne sød velkomst, tog jeg til billedkunstlokalet, og placerede tingene så vi kunne gå i gang med at male 'Bølge Signatur'.

Jeg var overrasket over børnenes disciplin og koncentration, mens jeg forklarede og viste hvad vi skulle lave. Da jeg først fortalte Anette, at jeg ville have børnene til at smudse deres hænder i farver og så dance rundt i lokalet for at farve bølgerne, var hun lidt bekymret for, om det ville blive til et kaos. Men der var bare struktur i det. De gik én efter én, og vaskede deres hænder lige så snart de havde trykt dem på de hvide bølger.

Da jeg vidste det til de mindste, synes jeg det var en god idé, at give noget lyd, så man kunne skabe lidt rytme og bevægelse. Så jeg valgte bare at sige i 'stacatto': "JEG - ER - TO -VE!!! JEG - ER - TO - VE!!!". Det fangede de hurtigt! For som jeg forklarede dem, en signatur er en måde at fortælle hvem der har lavet det her og at tage egeskab over sit værk. Og vores bølger signatur fortalte lige præcis det! Alle vores hænder var med!

Sofie fik pludselig for meget maling i hænderne. Men det var løsning for. Jeg fortalte hende at hun kunne give lidt af det videre til sin næste kollega. De klaskede deres hænder sammen. Og så blev de lidt forbavsede over at de havde maling nok til to og så gik de også i gang med at præge billederne med deres aftryk.

Da formiddagen var gået, var alle banders signatur færdig og så fik de lov til at ligge på bordene og blive tørt til næste dag. Det var utrolig large af de andre lærer og elever i skolen, at vi måtte besatte billedkunst lokalet i to uger! Det er jeg meget taknemlig for, fordi det ville ikke kunne lade sig gøre at gøre projektet færdig andre steder. Og hvor følte jeg mig hjemme i deres lyst rum, blandt alle de farver og pensler!

Synergi bølgen vokser: nu med Kirsten!

Mens eleverne og lærere på Klovborg Friskole begyndte skolen igen, var jeg optaget af forberedelserne. "Maling" var lige kommet med posten, og det var vigtig at blande dem inden vi startede projektet med børnene.

Jeg valgte at bruge et bestemt type maling som jeg selv bruger i mit arbejde som kunstner. Det drejer sig om en tekstil farve, som jeg køber hos forhandleren Spektrum Textil i København. Det er ikke en maling som den man køber til eget brug. Det man køber er binder og pigmenter for sig, så man kan blande præcis som det passer til den brug man har behov for. Pigmenter er ren koncentrerede farve. Det er det dyreste og de kommer i små bøtter som rækker rigtig langt, da der skal blandes med binderen. Binder er det som giver endelig krop og kvalitet til maling.

Hos Spektrum Textil, kan man købe en stor udvalg af forskellige binder og pigmenter. Der findes blandt andet binder som er dækkende, andre som er eget til transparente lag-på-lag teknikker og endda binder som skabe metalliske og perlemor effekter! Og det var de tre som jeg valgte til vores projekt.

Takket være den lokale bi-avlers gavmild donation af over 25 plastik bøtter, kunne jeg lave en bred pallet, hvor nuance af blå og turkis havde en stor overvægt. Det så helt festligt ud med de farvede bøtte på bordet!

Fra torsdag den 5. september kom Anette næsten daglig på besøg. Sammen klippede vi stoffet i bander, og så skulle vi også lige sy alle kanter... Det lyder ikke af så meget, men når det drejer sig om over 24 meter, så er der lige pludselig meget at lave. Søndag den 8. september aftalte vi at møde på skolen. Vi ville udnytte de store bord i billedkunstlokale til at male den hvide baggrund  hvor malerierne og 'bølge signatur' skulle blive til.

Bane og området der grundes

Klokken var over fire om eftermiddagen, og tiden træk ud... Vi skulle dække bordene, med plast, tegne bølgen og det store firkantet på hver bande og så grunde dem med den hvid dækkende binder. Det tog mig mere end én time bare for at tegne én af banerne! Men heldigvis tænkte jeg ikke over det... Anette til gengæld var i lidt i tvivl om vi kunne nå det. Dagen efter ville de 22 børn komme ind ad billedkunstlokalets dør og alt skulle være klar til det...

"Hej!!!", kom der pludselig en stemme i rummet, "Det er bare mig!!!". To levende entusiastiske og varme øjne trådte ind i rummet. Det var Kirsten Margrethe Hansen. Ud over at være forældre til tre børn som går i skolen, er hun også en del af skolebestyrelsen og som jeg meget hurtigt skulle erfare, kender det meste af hvem, hvad og hvor i Klovborg område! Jeg har sjældent mødt så initiativ
rig og handlekraftig kvinder i Danmark.

Kirsten og vores 'frelser' søndag aften!

Som en ørn, fra det høje, kunne Kirsten lynhurtig begribe situationens alvor: "I skal have hjælp. Jeg kan lide ringe til Tilde, Laura og Thomas. Jeg er sikker på de vil hjælpe!". Få minutter efter var rummet fyldt af glade stemmer og arbejdet rullede hurtigere og hurtigere. "Hov! Der er ikke nok grunder til at male alle bander. Hellere ikke nok farver!", opdagede Kirsten med sin falk blik. "Jeg ringer lige til Friskolens Venner." Som sagt, gjorde Kirsten det. "Nu skal du høre: vi har en super projekt med en frivillig kunstner her i billedkunstlokalet, men vi har ikke mere maling, og derfor skal vi brug noget penge. Lige nu!".

Det var som at høre en ekko af min mor eller mig selv. Kirsten var ikke bange for at sige det som det er, og at bede om det der var behov for. Hun turde gribe ind, og hendes klar og ligefrem stil gjorde at hun fik det hjælp vi behøvede. Hun kom som en organisations engel og igennem hele forløbet med børnene var hun uundværlig. Hun rekrutterede mange frivillig hjælper til de mange opgaver som var udenfor nulte til anden klasses rækkevidde: større piger til at male kontoure til motiverne, voksne til at hjælpe med at styre de unge under undervisning i de forskellige værksteder, og hænder til at stryge de lange baner, når vi nåede til farve fixerings etape, samt andre opgaver jeg ikke husker på stående fod.

Kirsten Margrethe Hansen

Men ikke nok med det, Kirsten var også en super sparringspartner. I de mange køreture frem og tilbage for at hente og aflevere mig hjemme, fik vi snakket og vendt dagens oplevelser. Det var utrolig vigtigt, fordi det gjorde at vi hele tiden kunne justere kursen af projektet, afhængig af hvilke ressourcer vi havde og hvilke energi niveau jeg var på. Og det var ikke givet på forhånd. Så ved at snakke, kunne vi danne os overblik over situationen, og planlægge de næste timer, måske den næste dag.


Som jeg sagde til Kirsten, ville projektet ikke have blevet til noget, hvis hun ikke var dér. Hun kunne supplere Anette, Jens Christian og mig i det vi præcis ikke kunne. Og hun var utrolig engageret, motiveret og ud af være et sødt og varmt menneske, også utrolig givende. Hun er en gave til os alle! Hun skal have et stort, stort HJERTELIGT TAK!!!